Udenrigsministeriet er traditionelt et af de ‘fine’ ministerier, altså ét af de steder, som alle internationalt interesserede bureaukrater gerne vil arbejde. Ministeriet dufter så underskønt af prestige, jetset-liv, receptioner, storpolitik, krig og fred og verdensfrelse, at selv undertegnede igennem mange år higede efter ansættelse. Den svaghed var jeg ikke alene med. For Udenrigsministeriet regnes også blandt politikere som et så agtværdigt ministerium, at det vel kun er Statsministeriet og Finansministeriet man som politiker vægter højere på prestigeskalaen.

Spørgsmålet er imidlertid om den hidtidige respekt og agtelse giver særlig meget mening.

Under Fogh Rasmussen regeringerne mistede UM indflydelse på den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, bedst symboliseret ved arbejdsdelingen mellem Fogh Rasmussen og Per Stig Møller under det famøse EU-topmøde tilbage i 2002. Lene Espersen gjorde ikke meget for at øge respekten for ministeriets arbejde. Og efter det nylige regeringsskifte må man sige, at det klassiske Udenrigsministerium forekommer stadig mere irrelevant.

For hvis koordinering af EU-arbejdet nu skal ledes af en dertil indrettet minister, en anden minister tager sig af eksportfremmen og handelspolitikken, en tredje skal frelse de fattige mennesker i verden, Forsvarsministeriet tager sig af de militære indsatser, den globale finansielle regulering løftes af de økonomiske ministerier, mens at de enkelte fagministerier er langt bedre til det internationale arbejde inden for deres ressort – hvad er det så helt præcis at Udenrigsministeriet skal bruge sin tid på?

Skal man først og fremmest lave protokol?  Lege sekretariat for would-be verdensmændene i Udenrigspolitisk Nævn? Udstede nye pas til fyldebøtter på ferie i udlandet? Skrive storladne taler om Palæstina til Villy Søvndal, når han engang imellem skal besøge FN i New York? Er Udenrigsministeriet og udenrigsministerposten, kort sagt, reduceret til varm luft og værdipolitik? Er der derfor at man opretholder et afsindigt dyrt system af ambassader og diplomati? Bevares, det var aldrig let at tro på, at en så lille global spiller som Danmark havde brug for en ‘udenrigspolitik’, men den seneste omorganisering af området har for alvor efterladt Udenrigsministeriet i en sårbar position.

Hvad skal der til for at vende udviklingen? Hvordan kan Udenrigsministeriet atter blive et bare nogenlunde relevant ministerium for resten af samfundet?

Første trin bør være at styrke kompetencerne, så man rent faktisk kan levere noget nyteværdi. Der er ingen der i længden gider betale til en kolos på Asiatisk Plads, der mestendels er leveringsdygtig i flygtige formuleringer som “det siges i Berlin, at…” eller “vores kilder i det syriske udenrigsministerium nævnte til en frokost at…”. Det er heller ikke holdbart at tro, at man kan lege den store koordinator for de øvrige ministeriers internationale arbejde. Det er dobbeltarbejde og fordyrende.  For mon ikke de dygtige folk i Klimaministeriet eller Transportministeriet fint klarer sig uden at der sidder nævenyttige typer i Udenrigsministeriet og leger, at de skal koordinere de andres arbejde? Så skær det lag væk.

Endelig bør man redefinere konceptet ‘diplomati’. Jeg vil argumentere for, at de fleste af det klassiske diplomatis roller er blevet overflødiggjort af informationsteknologien. Den overflødiggør udstationeringen af mange mennesker, da det meste af informationen alt andet lige snildt kan rekvireres hjemme på Asiatisk Plads. Hvorfor er det eksempelvis at man opretholder ambassader i alle europæiske lande? Det er og bliver et levn fra fortiden.

Man kan så argumentere for, at der bør oprustes på repræsentationerne i de nye vækstøkonomier. Det kan der være noget om. Men i så fald bør man overveje om det er den gamle garde, der skal udstationeres disse steder. Således har man de senere dage kunne høre den danske ambassadør i Indien berette vidt og bredt om at ‘krisen i det dansk-indiske forhold vil koste milliarder‘:

Sagen om den udeblevne udlevering af den danske våbensmugler Niels Holck til Indien koster nu Danmark milliarder i tabte markedsandele.

“Hvis ikke der findes en løsning på det her, så vil det få direkte konsekvenser for Danmark i form af tabte arbejdspladser, tab af investeringer og tab af markedsandele i det, der skulle have været et indisk væksteventyr”, siger Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane.

Vi fornemmer svagt at det her kan blive dyrt.

Inderne varslede i august, at man ville fastfryse samarbejdet med Danmark som straf for, at de danske myndigheder ikke forfulgte alle muligheder ved at forsøge at få udleveringen af Niels Holck for Højesteret.  Og her knap to måneder efter må vi ifølge Freddy Svane konstatere, at det var alt andet end tomme trusler.

- Jeg kan meget præcist sige, at konsekvenserne nu er alvorlige og ganske omfattende. Alt samarbejde er puttet i dybfryseren, og der er sat “red alert” på det officielle Danmark, siger han.

Ja, det lyder jo umiddelbart ikke rart når ting er på ‘red alert’, og alt samarbejde med (bemærk formuleringen) ‘det officielle Danmark’ er i dybfryseren.

Som eksempel på, hvor grelle konsekvenserne er, peger ambassadøren på infrastrukturområdet, hvor inderne næste år vedtager en femårsplan til en værdi af 1.000 milliarder US-dollar.

“Det vil sige veje, broer, lufthavne og andet, hvor vi har nogle danske spillere, der kan noget, men som i den nuværende situation ikke får andel i de mange penge”, siger han.

Ifølge ambassadøren er der endnu ingen af de danske virksomheder, der er etableret på det indiske marked, der har oplevet at blive bremset direkte.  “Men problemet er, at alt det, der var sat i værk, er sat på standby”, siger han.

Nu bliver det for alvor underligt. Ambassadøren mener altså vi vil gå glip af penge i en femårsplan (nyeste opfindelse i Sovjet!), som vel at mærke ikke er vedtaget endnu. Hvordan kan han vide det? Hvordan kan han med blot nogenlunde empirisk sikkerhed vide, at danske virksomheder ikke får adgang til at sælge deres varer og services? Endda når ingen danske virksomheder oplever noget til den famøse dybfryser? Og hvad menes der præcist med ‘alt det, der var sat i værk’? Det er jo så åbenbart ikke forretningsaftaler, der er tale om.

“Så det kan godt være, at det ikke her i dag har haft konkrete konsekvenser økonomisk for virksomheder, men på det fremtidige spor, der er vi parkeret på sidelinjen”, mener han. “Det betyder, at alt hvad der er af konkrete samarbejdsaftaler er sat på standby, og der sker ikke noget, før der er fundet en løsning på den her sag. Dertil kommer, at jeg ikke har adgang til at mødes med indiske ministre eller topembedsmænd. Hvis jeg ringer til de pågældende sekretariater, så siger de, at de vil kigge på det og ringe tilbage. Men de ringer aldrig tilbage.”

Men analysen hænger jo ikke sammen, hr. Ambassadør. Du har selv medgivet af boykotten ikke rammer danske virksomheder. Den eneste der er ramt af noget som helst er dig selv – nemlig at folk ikke gider snakke med dig. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vel næppe noget som vil koste resten af Danmark milliarder? Godt nok er du og Udenrigsministeriet vigtige, men mon ikke du her overvurderer betydningen af at du kan komme til receptioner hos de indiske ministre?

Når jeg her gør mig morsom på ambassadørens bekostning, så er det ikke fordi jeg har noget mod ham som person, men fordi han her perfekt illustrerer hvad der er galt med Udenrigsministeriet og diplomatiet. Jeg siger ikke at Svanes møder med embedsmænd i Indien er ligegyldige. Men når han går i medierne med en så uunderbygget, underlødig og useriøs skræmmekampagne, så skal han have svar på tiltale. Heldigvis er det gamle udenrigspolitiske koryfæ Uffe Ellemann-Jensen lige netop mand for det:

Det indiske boykot har fået Danmarks ambassadør Freddy Svane til at frygte tab af milliarder kroner, fordi danske virksomheder ikke får mulighed for at investere i landets infrastruktur. Men Uffe Ellemann-Jensen hæfter sig ved, at den danske ambassadør endnu ikke kender til danske virksomheder, der er ramt af boykottet.

“Der er ingen danske virksomheder, der har mærket noget til det her. Hvis denne her sag fortsætter, så kan det give nogle problemer”, siger han. “Men der er ingen grund til, at det her får nogen til at afholde sig fra at engagere sig i Indien, for selvfølgelig finder det en løsning”, siger eksportambassadøren.

Han understreger samtidig at Indien er et demokrati ligesom Danmark, og at handlen foregå efter markedskræfterne, hvor et statsboykot ikke har indflydelse på, hvilke forretninger virksomhederne indgår. “Du har den officielle relation og så er der forretningsverdenen. Og heldigvis er Indien ligesom Danmark dejligt fri for statshandel”, siger han.

Budskabet er vel ret enkelt: “Kom nu ned fra det træ, din hystade”. Ambassadørens analyse er ganske enkelt forkert og understøttes ikke af virkelighedens verden. Denne grundlæggende undgåelige fadæse fra ambassadørens side kunne være undgået, hvis han ikke var så udenrigsministeriel i sin tankegang. Han lider velsagtens af en oprigtig frustration over at ingen har lyst til at mødes med ham. Baseret på sine tanker, følelser og fornemmelser planter han så en dommedagsfortælling i medierne med henblik på at ‘få løst situationen’. Hvad det så betyder for Niels Holck er en ganske anden diskussion.

Konklusionen må være, at Udenrigsministeriet står overfor langsom, men sikker, deroute, hvis man ikke får gentænkt sig selv og sin rolle fremover. Det kan kun gå for langsomt, og det bør være en af Søvndals prioriteter. Verden venter ikke på at excellencerne i diplomatiet selv indser deres begrænsninger.