Jeg elsker at skrive, og da mine store faglige og nørdede interesser – politik, politologi, historie, samfundsforhold, kultur, geografi og økonomi – ikke rigtig har noget større publikum på min anden blog har jeg, for at få afløb for mine tendenser, besluttet mig for at oprette ‘Geopolitik’.
Titlen er ikke overraskende valgt ud fra det samfundsvidenskabelige begreb af navn. Det er dog ikke tanken, at indholdet på bloggen skal indsnævres af den geopolitiske teoriramme eller normale fokusområder.
Navnet er tværtimod valgt for at indikere en inkluderende tilgang, hvor alskens samfundsrelevante emner vil blive analyseret og behandlet så sobert, pragmatisk og udogmatisk som muligt.
‘Geo’-delen af ‘geopolitik’ tiltaler mig, da fællesnævneren for bloggens indhold vil være et globalt perspektiv samt en (muligvis naiv) jordbunden stræben efter at fokusere på indholdet bag retorikken og processen. Jeg interesserer mig for substans og policy, i mindre grad for politisk kommunikation eller spin. Ambitionen er med andre ord at være samfundsanalytiker og ikke politisk kommentator.
Debat er mere end velkommen
Ny bog nov. 2011: KAMPEN OM KLODEN. Global geopolitik før og nu, af Fritz Wolder. Læs mere på HELIKON’s hjemmeside!