Det føles helt mærkeligt at se Gordon Brown træde tilbage som partileder for Labour. Ikke at det er uforståeligt. Partiet fik stryg ved sidste uges parlamentsvalg, og Browns person er åbenbart én af dem, som kan få den potentielle regeringspartner, Liberal Democrats, til at fråde af raseri og had.

Men alligevel. Det føles som en æra, der er ved at være forbi.

13 år ved magten fik Labour. I hele mit voksne liv, kan jeg næsten ikke huske andre britiske premierministre end Tony Blair og Gordon Brown. Jeg har kun svage minder om John Major. Mest af alt som en træt og gennempryglet mand, som blev skyllet ud af 10 Downing Street af det, der dengang italesatte sig selv som ’New Labour’. Ved at spille op imod det gamle, venstreorienterede Labour og de konservatives udpinte Thatcher-proselytter, formåede man at blive det toneangivende parti i britisk politik.

Danmark bliver på mange måder påvirket overnormalt meget af, hvad der foregår på de britiske øer. Britisk musik, tv-serier, fodbold og kultur er legio eksempler. Store dele af vores eksport, særligt af landbrugsprodukter, har gået den modsatte vej. De fleste nærer vel en eller anden form for affektion og intuitiv velvilje overfor de gode briter. Om det skyldes vores fælles forkærlighed for ironi, den britiske rolle ved den danske befrielse efter anden verdenskrig, eller blot at England har været et verdenshistorisk betydningsfuldt land, er svært at sige. Men påvirket af briterne bliver vi.

Det var fra Thatchers reformer, at ’New Public Management’ blev stort indenfor dansk forvaltningspolitik. Det var fra den velsmurte strategisk-politiske New Labour valgmaskine, hvorfra at vi i Danmark importerede professionaliseringen af den politiske kommunikation. Det var samtidig fra Anthony Giddens og New Labours teser om ’den tredje vej’, at Anders Fogh Rasmussen indledte sit projekt med at gøre Venstre til et midterparti. Han forstod ironisk nok lektien, mens de danske Socialdemokrater indtil for ganske nylig befandt sig på en sand identitetsmæssig ørkenvandring.

Så når nu Gordon Brown træder tilbage, så føles det som et paradigmeskifte. Det næste led i Labour – velsagtens David Milliband? – må overveje hvem nu skal være, hvis ikke New Labour.

Eller næsten, i hvert fald. For New Labour døde vel reelt for længe siden. Om det var med Millenium Dome fiaskoen, Irak-krigen, Tony Blairs afsked eller med finanskrisens udbrud, er svært at sige. Men døde gjorde den. I dag står briterne økonomisk i lort til halsen og et Afghanistan, der nægter at blive fredeligt. Hvem der så end bliver premierminister, må man håbe at vedkommende har hang til svære udfordringer.

Hvordan det vil påvirke i Danmark, kan vi kun gisne om. Vi må som udgangspunkt formode, at tankegodset fra New Labour vil fylde mindre.

Ja, de fleste af de politiske strategier fra 1997-bølgen forsvandt muligvis sammen med Anders Fogh Rasmussen til Bruxelles. Dog måske ikke helt, da Lars Løkke Rasmussen og Venstre tilsyneladende stadig tror, at ’kontraktpolitik’, det utroværdige skattestop, en såkaldt ’fast og fair’ udlændingepolitik og en floromvunden retorik er nok til at skjule manglen på gode løsninger og idéer. Det var muligvis tilfældet i gode økonomiske tider, men  den økonomiske krise har anskueliggjort, at selv ikke nok så mange fine politiske diskurser hjælper, når først at grækerne klynker om hjælp.

Så hvor kan det danske politiske system finde inspiration hos den vanlige engelske kilde? Ét særligt spændende punkt er The Conservatives spændende idéer om ’A Big Society’. Det handler om decentralisering, ansvarliggørelse og muligheden for at lokalsamfundene selv kan styre institutionerne. Staten behøver ikke centralisere alt eller løfte alle opgaver, civilsamfundet kan og bør træde til. Vi taler om, at borgerne ikke bare længere har rettigheder, men også pligter. Det er sunde tanker. Og det bliver spændende, om disse ’kommunitaristiske’ idéer fra det konservative valgoplæg også blæser forbi Danmark.

For den gamle æra er nu endegyldigt forbi.